Kirken blev opført i 1626 for kardinal Antonio

Barberini, der var medlem af kapucinerordenen og

bror til den legendariske pave Urbano VIII. I

romanen "Improvisatoren" omtaler H. C.

Andersen kapucinerkirken, der ligger tæt ved

Piazza del Tritone lidt oppe ad den mondæne Via

Veneto.

H. C. Andersen skriver: "Du er jo en rask dreng!

sagde munken, "nu skal du se de døde”. Herpå

åbnede han en lille dør til et gallerie, nogle

trappetrin dybere end søjlegangen; vi trådte

derned og nu så jeg rundt om mig

dødningehoved ved dødningehoved stillet

således på hinanden, at de dannede vægge og

derved flere capeller". Der var ordentlige

nischer, og i disse sad hele skeletter af de

anseeligste munke, svøbt i deres brune kutte,

strikken om livet og med en bønnebog eller en

vissen blomsterkost i hånden. Altre, lysekroner

og udziringer, var af skulder- og hvirvelben,

basrelief af menneskeknogler, grelt og

smagløst, som ideen i det hele."

Intet er ændret siden H. C. Andersens

beskrivelse, og stedet kan stadigvæk besøges.

Krypten består af en 40 meter lang gang og fem

kapeller med skeletter og et enkelt med et alter.

Lofter og vægge er festligt udsmykkede med

guirlander af ryghvirvler af ca. 4000 afdøde

kapucinermunke, kapellet oplyst af lysekroner

udført af lår og fingerknogler, og i de fem

kapeller udnyttes kranier, hofteskåle og ribben til

de mest dekorative mønstre. I en række nicher

hænger nogle af deres mumificerede kolleger og

griner af én. Et par citater siger noget om

stemningen på stedet. På gravstenen over

Antonio Barberini står: "Her hviler støv, aske og

intet", og over indgangen står der "Noi eravamo

come voi e voi sarete come noi" (Vi var som I, I

bliver som vi).

Der er så kort fra la dolce Vita's verden til

memento moris verden, og man skal huske at

have "lige penge" med til munken der vogter

indgangen, selv om der er entré efter behov, så

starter behovet ved 2 euro pr. person, og der

gives ikke penge tilbage i Guds hus.