Men det vigtigste er den smukke kirke S. Maria. Kirken har en romansk facade med en smuk portico og en imponerende campanile fra det 12. årh. Kirken blev indviet i 1024 af pave Giovanni XIX, i 1754 blev det indre ombygget i barokstil og blandt andet udstyret med et hovedalter i bedste Bernini-stil med to engle, hvor den højre velsigner med den græske gestus og den venstre med den latinske. I 1902 gennemgik kirken en større restaurering. Kirken er treskibet med et imponerende cosmatisk gulv. Absisbuen er udsmykket med en mosaik "de 12 Apostle" ”La Pentacoste”og over dem en fresko forstillende Paradis. I højre sideskib finder man indgangen til Capella S. Nilo. Væggene i dette kapel blev i 1608-1610 udsmykket af Domenichino (1581-1641) med en række billeder med motiver fra S. Nilos og S. Bartolomeos legendariske historier blandt andet ”Incontro di Ottone III con S. Nilo”, et møde der fandt sted år 1000 ved Serperi nær Gaeta. Over triumfbuen er der en meget smuk ”Anunciazione” og over alteret har Annibale Carraci ”Madonna col bambino e i Ss. Nilo e Bartolemeo”. I klostret beskæftiger man sig med restaturering af antikke bøger og skrifter, men stedet er også berømt for sin forskning af Byzantisk musik. |