Lej feriehus i Cori GÅ TIL HOME..........

 

Clemente VII Medici

> LeksikonClemente VII Medici (1479, 1523-1534) pave nr. 219
 

> Frascati

Giulio de’Medici var søn af Giuliano de'Medici, der blev myrdet med pave Sisto IV's tilladelse under højmessen i Firenzes domkirke 1478. Han blev opdraget hos onklen Lorenzo Medici og fætteren pave Leone X gjorde ham til kardinal og ærkebiskop af Firenze i 1517 og fra 1519 styrede han Firenze. Han var førende diplomat ved pavestolen både under pave Leone X og pave Adriano VI. Han blev valgt til pave – efter et 50 dages konklave - med støtte fra kejser Karl den V. Som pave valgte han det samme navn som antipaven fra 1378-1394.

Han ønskede at blande sig i stridighederne mellem Frans I af Frankrig og kejser Karl V, for at beskytte Medicifamiliens og pavestatens interesser. Efter pave Adriano IV støttede han Frankrig og Venezia, men efter Frans den førstes nederlag i slaget ved Pavia i 1525 skiftede han side, men allerede i 1526 dannede Clemente VII et forbund med Frankrig, Firenze og Venezia, der skulle bekæmpe kejseren. Dette foranledigede Karl V til at føre en hær af landsknægte ned i Italien.

Castel S. Angelo

Den 5. maj 1527 stod de kejserlige tropper uden for Den Aurelianske Mur og paven havde bragt sig i sikkerhed på Castel S. Angelo. Kejserens tropper trængte ind i byen og indledte Il Sacco di Roma, den største katastrofe i byens historie. Rom blev indtaget, plyndret og hærget i otte dage af en hær bestående af tyske, protestantiske lejesolda­ter, hvilket ødelagde halvdelen af byens bygninger og gav en tilsvarende reduktion i befolkningstallet fra 90.000 til ca 30.000. Paven overgav sig og var fange i seks måneder. Umiddelbart efter Sacco di Roma blev Medicierne fordrevet fra Firenze, men efter at Clemente VII forsonede sig med Karl V ved fredsslutningen i 1529, blev pavens slægtninge genindsat som herskere i Firenze. Efter fredsslutningen blev Karl den V i 1530 kronet af paven til tysk-romersk kejser, det var sidste gang en pave kronede en kejser.

I den periode hvor Medicierne var fordrevet fra Firenze, var Michelangelo øverste leder for byens befæstningsarbejder. Da Medicierne vendte tilbage blev Michelangelo tvunget at udføre de gravmonumenter som Leone X havde bestilt for Giuliano og Lorenzo.

Pave Clemente VII opnåede i 1533 at få sin 12 årige niece Katarina af Medici gift med den 15 årige arving til den franske trone Frans 2. Katarina af Medici kom senere til at spille en hovedrolle gennem 20 år af Frankrigs historie.

Clemente VII var dybt involveret i den engelske kong Henrik 8.'s skilsmisse fra kejserens moster Katarina af Aragonien, der krævede at paven selv skulle pådømme i skilsmissen. Paven var bange for kejseren og frygtede Henriks trussel om ikke at anerkende pavens åndelige overhøj­hed i England. Resultatet blev Englands brud med den romerske kirke, og paven lyste Henrik i band.

 I 1525 afholder paven det 9. jubelår. Pave Clemente VII var på alle måder en Medici, der omgav sig med politikere, intellektuelle og kunstnere. I denne kreds fandt man blandt mange andre Machiavelli, Cellini, Rafaello og Michelangelo. Hos den sidste bestilte han blandt andet ”Dommedagsfresken” i Det Sixtinske Kapel. Han grundlagde allerede i 1518 S. Luigi dei Franceci.

De to Medici-paver er begge begravet i S. Maria sopra Minerva sammen med flere andre florentiske familier.

HOME

Vil du vide mere.....  så ring 8643 9000 -eller email@cori.dk

TOP

SITEMAP