Sezze ligger i kanten af Abrusserne ikke langt fra Cori.
Sezze, på latin Setia, blev grundlagt af romerne som forsvarspost midt inde i det volskiske territorium i 382 f.Kr. Romerne anbragte de vigtigste karthaginesiske fanger i Sezze under den anden puniske krig fordi det blev anset for en uindtagelig sikker fæstning i en periode, hvor Karthago truede med at underlægge sig Rom. Under borgerkrigen mellem Marius og Sulla holdt Sezze med Marius og blev derfor efter hans nederlag hårdt straffet af Sulla. Ellers var byen i romertiden især berømt for sine gode vine, der er blevet rost af Martial, Juvenal, Strabon og Cicero.
I middelalderen lå Sezze midt på den eneste farbare vej mellem det nordlige og det sydlige Lazio: via Pedemontana Volsca. Indtil 956, da byen erklærede sig frikommune havde den en omtumlet skæbne under skiftende regimer: kirkestaten, greverne af Tuscolo, paven selv og familien Frangipane.

polygonale fjerde stil fra det IV årh. f.Kr. og er på visse strækninger overordentlig velbevarede. Lige ved begyndelsen af vores tur ses en imponerende bastion i polygonal stil og ovenpå denne et kæmpemæssigt anlæg fra vandforsyningen fra Marius’ tid. Fortsætter vi ses velbevarede dele af muren og en såkaldt “posterula“, dvs. en lille adgangsport til byen. Herefter vender vi derefter tilbage til Porta Romana, passerer det middelalderlige Palazzo Normisini og går ind mod centrum.

.

. Vi passerer straks til venstre monumentet for kardinal Corradini, der blev født i Sezze i 1658, og kirken Bambino Gesù. Lige fremme ligger domkirken Santa Maria, der blev bygget i cistercienser-gotisk stil i det XIV årh. ovenpå ruinerne af en romansk kirke. Fortsætter vi langs via Corradini, ser vi straks til venstre bagsiden af klostret Santa Chiara og derefter stykker af de kyklopiske mure. Længere fremme er der til højre en række smalle trappegader, der fører op til via del Guglietto, der ligger på en terrasse med panoramaudsigt over sletten. Går vi dernæst til venstre ad via Cavour, møder vi karakteristiske steder som trappen, der fører op til piazza Margherita og kirken og klostret Santa Chiara samt et imponerende stykke kyklopisk mur, der

smukke huse fra 1700 og 1800-tallet, hvis facader dog kunne trænge til en kærlig hånd. Dernæst går vi ind i en af de små gyder, der fører til den smukke lille plads med San Lorenzo kirken og huset, hvor San Carlo da Sezze er født, og som er restaureret og omdannet til museum for helgenen. Går vi videre ad via San Carlo kommer vi til krydset med via Roma og via Gioberti.
 

Til venstre (her er et foto fra halvtredserne) ser vi Porta Paolinas (eller Giobertis) bue, hvorigennem man ser et middelalderligt palads med et karakteristisk tårn. Går vi nu op langs via via Roma og videre til venstre ind i via Valerio Flacco, finder vi at andet karakteristisk middelalderligt tårn og

 

straks efter det gamle bispepalads med sit romanske tårn – Sezze har været bispesæde i århundreder. Tilbage på via Roma går vi videre opad og kommer så til piazza IV Novembre med en smuk fontæne og bagsiden af det gamle kommunalpalads, der nu er museum (”Antiquario comunale”, indeholder bl.a. en polykrom mosaik fra 1. årh. f.Kr.).

 

 

 

 

 

Vi lukker skånsomt øjnene for en horribel ’70-er bygning, der ødelægger panoramaet af pladsen og går videre ad via Roma, der fører til indgangen til museet og, overfor, indgangen til det forhenværende politipræfektur, der nu er sæde for et legtøjsmuseum, et kulturel seværdighed, der er et besøg værd. Længere oppe kommer vi til piazza De Magistris med Kommunepaladset, tidligere familen De Magistris’ residens. På denne plads og på den tilstødende piazza regina Margherita (vi er på Sezzes højeste punkt) var der tre aktive kirker: den ifølge overleverede udsagn smukke og vigtige barokkirke San Rocco, der blev ødelagt ved bombardement under Anden Verdenskrig (de allierede forsøgte at bombe det tyske hovedkvarter, der lå i et nærliggende hus, der imidlertid slap uskadt). Kirken Sant’Angelo fra 1600-tallet blev forsømt og forladt af de kirkelige myndigheder,

men blev restaureret af kommunen og er i dag kommunalt auditorium. Tilbage er kirken San Pietro (som ses på billedet ved siden af jesuiterkollegiet, aktivt indtil for få år siden). Kirken blev bygget i begyndelsen af 1600-tallet sammen med kollegiet, der førhen var et af de vigtigste i Lazio med ca. 30 lærere allerede i 1641.På bænkene på pladsen, hvor San Rocco kirken lå, ender vores spadseretur. Vi lader den besøgende selv udforske gemte gyder og hjørner, som det ikke har været muligt at beskrive på disse

Nedenfor ses tre billeder: Sezze på et 1800-tals stik, Sezze idag og udsigten med Monte Semprevisa – den ses fra udsigtsterrasserne på den side af byen, der vender væk fra Den pontinske Slette.